Arbejdstøj til alle situationer
MASCOT® WORKWEAR

Regentparret og erhvervsdelegation besøger omfattende dansk erhvervsinvestering i Vietnam

26. oktober 2009
MASCOTs fabrik i Vietnam får i næste uge besøg af en stor og vigtig dansk erhvervsdelegation. Fabrikken, som blev indviet i foråret 2008, har nemlig vakt stor opsigt i vestligt erhvervsliv – og ikke blot fordi den blev bygget på rekordtid.
 

Man har også til sidste decimal overholdt budgettet og som den første udenlandske virksomhed opnået licens til eget toldlager.

Regentparret på officielt besøg
Denne gang inkluderer besøget dog helt ekstraordinært visit fra det danske hof. Hendes Majestæt Dronning Margrethe II og Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen har under deres officielle statsbesøg i Vietnam valgt også at besøge fire danske virksomheder. Og her kommer MASCOT i rigtig fornemt selskab. De øvrige virksomheder er Grundfos, Mærsk og Carlsberg.

Byggeri med fart på
MASCOTs byggeri er interessant for vestligt erhvervsliv og i særdeleshed for mulige investorer i Vietnam af flere årsager. »De fleste, som besøger vores fabrik i Vietnam, er overraskede over det positive udfald af primært to årsager«, fortæller MASCOTs administrerende direktør Michael Grosbøl. »Det, at vi overholdt budgettet og at byggeriet stod færdig efter kun et år, ses som de største bedrifter, når vestlige forretningsfolk, der kender til at investere i Asien, bedømmer vores produktionsfaciliteter«.

Fra rismark til international produktionsfacilitet
MASCOTs 15.000 m2 store fabrik ligger 50 km fra Hanoi på et stykke jord, der indtil begyndelsen af 2007 var rismarker. I dag beskæftiges godt 700 mennesker på fabrikken, der både huser en systue, quiltproduktion, et råvarelager samt administration. »Vi er ikke selv så overraskede, men er selvfølgelig ekstremt glade for, at det er lykkedes«, indrømmer Michael Grosbøl. Han løfter gerne sløret for hemmeligheden bag succesen: »Det handler helt basalt om ekstremt grundig planlægning og detaljeret forberedelse – og om aldrig at tage genveje«, mener han.

God rådgivning fra første færd
Er man en potentiel investor i Asien, så læs endelig videre, for MASCOT deler gerne ud af erfaringer med, hvordan man kommer i gang. MASCOTs danske direktør for den vietnamesiske enhed, Thomas Bo Pedersen, har været med fra det øjeblik, man besluttede sig for, at den store investering skulle foretages netop i Vietnam. »Det første, vi gjorde, var, at rekruttere en velkvalificeret ’højre hånd’; en vietnameser, som havde solid erfaring med at gennemføre udenlandske investeringsprojekter i Vietnam. På den måde fik vi den rigtige rådgivning fra første færd«, forklarer Thomas Bo Pedersen, der også mener, at udgifterne til de bedst kvalificerede vietnamesiske advokater og revisorer har været pengene værd. »Samtidig brugte vi megen tid på at opbygge et netværk i det lokalområde, hvor fabrikken skulle bygges. Den danske ambassade har bestemt også deres andel i, at byggeriet blev succesfuldt«

Fokus på granskning af love og regler
Thomas Bo Pedersen har boet og arbejdet i Vietnam i en lang årrække. Han har derfor et godt kendskab til landets love og regler. Alligevel har det været nødvendigt at vende hver eneste sten for at være på den sikre side, så man ikke løb ind i ubehagelige overraskelser, efter indgåelse af kontrakter på fx indkøbt jord. »Alt fra skatteregler og miljøregler til investeringsbetingelser, regler om infrastruktur og vand- og el-forbindelser er blevet gransket forud. Det har været tidskrævende, men jeg er sikker på, at det har været medvirkende til, at vi ikke er blevet unødigt forsinket som følge af uoverensstemmelser eller misforståelser«, vurderer Thomas Bo Pedersen.
.
Byggeri uden arbejdsulykker
Når man kigger på grundene til, at selve byggeriet skød planmæssigt frem, er opskriften den samme. Forberedelse og grundig opfølgning. Selve byggeprocessen har også vakt stor opsigt hos specielt de lokale myndigheder, for MASCOT har sat nye standarder for sikkerhed på byggepladsen. »Vi forlangte fra dag ét, at byggeriet foregik efter sikkerhedsstandarder på europæisk niveau. Juridisk var den rådgivende ingeniør og de fire entreprenørfirmaer bundet til at skulle leve op til vores krav. Derudover integrerede vi en særlig sikkerhedskomponent bestående af en sikkerhedsuddannelse af alle arbejdere samt et sanktionssystem, der blev håndhævet konsekvent.  ’Gule kort’ for førstegangsforseelser og ’røde kort’ i gentagelsestilfælde«, forklarer Thomas Bo Pedersen. Som et resultat heraf gennemførte MASCOT et byggeri på en halv million mande-timer helt uden ulykker. Da byggepladsulykker er et omfattende problem i Vietnam, har de vietnamesiske myndigheder i gentagne tilfælde anvendt MASCOTs case som et godt eksempel i forhold til lignende projekter.

Første og eneste med eget toldlager
MASCOT er den første og foreløbig eneste udenlandske virksomhed i Vietnam med eget toldlager. Normalt giver de vietnamesiske myndigheder kun licens til toldlagre hos vietnamesiske selskaber eller til joint-ventures med vietnamesisk aktiemajoritet. MASCOTs licens til at drive eget toldlager med en indbygget kvalitetskontrol af råvarer er derfor et helt nyt koncept i Vietnam. Der har da også skullet både en vedholdende lobbyindsats og en god portion tålmodighed til for at få det igennem. Thomas Bo Pedersen fortæller: »Licensen blev givet efter halvandet års lobbyvirksomhed med massiv støtte fra officiel dansk side. Blandt andre har den daværende erhvervsminister Bendt Bendtsen og Dansk Eksportråd talt vores sag. Desuden skrev vi kontrakt med den danske ambassade i Hanoi om, at de skulle være vores konsulent i processen, og det har været virkeligt effektivt. Den danske ambassadør, Peter Lysholt Hansen og hans stab har været meget værdifulde i lobbyprocessen, så pengene er givet godt ud. Vi opfatter derfor også vores projekt som et eksempel på, at der kan komme noget virkeligt frugtbart ud af et dynamisk samarbejde mellem de danske myndigheder og en privat investor som os«.

Et godt investeringsklima
At have eget toldlager er af afgørende betydning for MASCOT. Råvarerne kommer hurtigere ind og ud af Vietnam. »Dertil kommer, at vi kan tage råvarerne ind toldfrit, forudsat at vi re-eksporterer dem enten som færdigvarer eller som råvarer til produktion andre steder. Hvis vi ikke havde et toldlager, skulle vi binde store millionbeløb på refusions-basis i det vietnamesiske toldvæsen, hvilket ville være uholdbart«, mener Thomas Bo Pedersen. Forventningen om at få licensen til toldlageret var derfor af afgørende betydning for, at valget faldt på Vietnam, da MASCOT skulle bygge. Adm. direktør Michael Grosbøl fortæller: »Vietnam har et virkelig godt investeringsklima. De vietnamesiske myndigheder har for længst erkendt, at landet har en meget stærk interesse i at tiltrække udenlandske investorer, og de gør meget for at leve op til forventningerne. Vietnam har således i de senere år fået gennemført en omfattende modernisering af erhvervslovgivningen, og det bevirker, at tingene fungerer væsentligt bedre end i de fleste andre udviklingslande. Der er også blevet gjort meget for at optimere landets infrastruktur. Sidst men ikke mindst er vietnamesere ekstremt veluddannede, flittige og lærevillige, og det gør, at deres arbejdskraft er af meget høj kvalitet«. På MASCOTs vietnamesiske fabrik er kun ganske få af de godt 700 medarbejdere ikke af vietnamesisk herkomst.

CSR betaler sig
Når regentparret og den store erhvervsdelegation kommer på besøg i næste uge, vil de derfor blive vist rundt på en vestligt fungerende virksomhed på vietnamesisk grund. »Jeg vil gerne give gæsterne et indblik i, hvordan en global virksomhed opererer, og at det faktisk kan lade sig gøre at drive en virksomhed i Vietnam efter vestlige principper. Vi har vægtet vores sociale ansvar for medarbejderne højt. Som en naturlig konsekvens heraf har medarbejderne gratis kostordning, fagforeningsmedlemskab og sundhedsfremmende rådgivning – blandt andet. Og vi kan bare konstatere, at CSR giver indsatsen mange gange igen i form af en velfungerende, kompetent og loyal medarbejderstab«, konkluderer Michael Grosbøl, der selv tager imod de fornemme gæster sammen med Thomas Bo Pedersen og resten af medarbejderstaben i Vietnam.

________________________________________________________

Fakta om MASCOT i Europa
Mascot International A/S er Europas største privatejede arbejdstøjproducent med hovedsæde i Danmark. Virksomheden udvikler arbejdstøj og sikkerhedsfodtøj af høj kvalitet til entreprenører, håndværkere og industri og har et af branchens bredeste programmer af fluorescerende beklædning. Mascot International A/S råder over ca. 250 medarbejdere i Europa og omsætter hvert år for ca. en halv milliard danske kroner.

Fakta om MASCOT Vietnam
MASCOTs vietnamesiske enhed blev indviet i foråret 2008. Den 15.000 m2 store fabrik ligger på en mere end dobbelt så stor grund og beskæftiger hver dag godt 700 medarbejdere. Byggeriet er fremtidssikret på flere måder. Råvarelageret er dimensioneret til at være sikret i hvert fald i de næste tre år, og der er plads til og mulighed for at udvide til dobbelt størrelse. Systuen kan i øjeblikket producere 20-30 procent af det samlede kapacitetsbehov, og den kan gøres op til fem gange større, såfremt der i fremtiden skulle blive behov for det. Enheden i Vietnam vurderes til at gøre MASCOT langt mere konkurrencedygtig på flere områder – fx via fleksibilitet på specialordrer og hurtigere leadtime til styrkelse af leveringsevnen.

 

Relevante links

 
Mascot International A/S · Julsøvej 100 · 8600 Silkeborg · Danmark · Tlf. 8724 4700 · Fax 8724 4701 · SE/CVR nr. 1386 3385

     
 Produktsøgning >   Find forhandler > 
     

Mascot International A/S
Julsøvej 100
8600 Silkeborg · Danmark

Tlf. 8724 4700
Fax 8724 4701
SE/CVR nr. 1386 3385