Arbejdstøj til alle situationer
MASCOT® WORKWEAR

MASCOT ved verdens ende

19. februar 2014
Tested to work – også under ekstreme forhold på den anden side af kloden. MASCOT har leveret beklædning til den benhårde ekspedition ”Ultima Patagonia”, der i øjeblikket prøver kræfter med et af verdens mest rå og ufremkommelige steder.

Lige som ekspeditionen søger MASCOT konstant nye udfordringer og erfaringer for at fortsat kunne udvikle og producere verdens bedste arbejdstøj. Vores planet byder næppe på mere udfordrende steder end øen Diego de Almagro ud for Chiles kyst – og det er her, MASCOTs arbejdstøj sættes på ultimative prøver og i sandhed bliver ”tested to work”. Vi begynder dog historien med at skrue tiden næsten et halvt årtusind tilbage…

***

Året er 1535. Den spanske conquistador Diego de Almagro samler 500 spanske soldater, 100 afrikanske slaver og 10.000 yanacona-indianere og forlader den spansk-erobrede inca-hovedstad Cuzco. Hæren bevæger sig sydpå i retning af Chile. Uberørte, jomfruelige Chile, der er blandt de efterhånden meget få sydamerikanske områder, der stadig mangler at blive tømt for guld. Optimismen er på størrelse med grådigheden, men ekspeditionen går langt fra som håbet.

Fjendtlige indianerstammer, krydsning af den barske Campo del Arenal-ørken og ikke mindst et bundfrossent og for tusindvis af ekspeditionsmedlemmerne dødbringende togt over Andesbjergene er ved at få Diego de Almagro til at vende retur - men udsigten til endnu en ny verden med mulige rigdomme sender hæren fortsat fremad.

Halvandet års pinsler senere må conquistadoren og hans følge dog sande, at de chilenske forhold er for barske. Kraftig nedbør, kulde, storme og konstante kampe mod oprørske indianerstammer får den første europæer i Chile til igen at vende snuden nordpå mod Cuzco – med tomme og guldløse lommer. I Chile efterlader han sig kun brutale minder og sit venstre øje, som blev mistet i kamp – og længe efter den tvivlsomme ære, at en rå og særdeles utilnærmelig ø bliver opkaldt efter ham.

***

Januar 2014. Der er gået 479 år, siden Diego de Almagro førte sin hær mod Chile, og Natalia Morata stævner sammen med 23 andre, eventyrlystne ekspeditionsdeltagere ud fra den chilenske hovedstad Santiago og sætter kursen mod… Diego de Almagro. Øen, som blev opkaldt efter den spanske conquistador, der aldrig nåede så langt som til dette bud på verdens ende. Øen, der med ti meter regn om året kandiderer til verdensrekorden i nedbør - og får meteorologiske tæsk af de jævnlige vindstyrker i nærheden af og over 100 km/t.

Men det er også øen, som den fransk/chilenske ekspedition Ultima Patagonia i januar og februar 2014 har valgt at besøge i jagten på mageløse opdagelser og videnskabelige landvindinger. Den franske organisation Centre Terre sender for syvende gang en ekspedition til kalkstens-øerne i det vestligste Patagonien, og holdet er sammensat af alt fra geologer og biologer til dykkere og huleforskere. Øerne, der ligger tæt på Magellanstrædet og Kap Horn, er helt exceptionelle i forhold til videnskabelige studier af forskellig karakter, da de er totalt isolerede og beliggende i helt unikt geografiske, subpolare omstændigheder. Blandt de mest opsigtsvækkende opdagelser fra tidligere ekspeditioner er arkæologiske fund fra kawesqar-indianerne, der har færdedes i dele af området i over 6.000 år, hulemalerier, marmor-gletsjere og nye dyrearter. Og ikke mindst fundet af en gigantisk hule med en decideret hval-kirkegård, hvor ekspeditionen blandt andet fandt skelet-dele fra en blåhval – i en hule beliggende 37 meter over Stillehavets overflade...

***

I forbindelse med en ekspedition i 1997 besøgte holdet ganske kort den sydligst beliggende af øerne, Diego de Almagro. Det var ikke nok. Denne gang har de slået sig ned på øen og bliver i to måneder. Med sig til verdens ende har de medbragt alverdens relevante udstyr, og på disse breddegrader med komplet vanvittige vejrforhold, er det rigtige udstyr simpelthen et spørgsmål om overlevelse. Det gælder alt fra det tekniske gear, soveposer og telte til det tøj, som ekspeditionsdeltagerne ifører sig, når der skal bygges basecamp, udforskes huler, bestiges bjerge, rappelles og trekkes over det barske landskab. Her kommer MASCOT ind i billedet. Den danske producent af arbejdstøj har udstyret ekspeditionsdeltagerne med et bredt udsnit af arbejdstøj – fra antibakteriel underbeklædning over t-shirts, hættetrøjer og termoundertøj til bælter, huer, bukser og jakker:

- Det kan faktisk siges så enkelt, at uden den rigtige beklædning er man død, fastslår Natalia Morata over den satellitbaserede linje, der for en sjælden gangs skyld virker. Hun er huleforsker, rutineret ekspeditionsdeltager – og blandt MASCOTs mange loyale forhandlere over hele verden. Til daglig langer hun MASCOT-produkter over disken i butikken Natmor i den chilenske hovedstad Santiago – og med 150 kilometer i fugleflugtslinje til nærmeste beboelse, er hun meget langt hjemmefra for tiden. Og hun elsker det:

- At bo, være og leve på en øde ø er noget helt specielt. Alene følelsen af at gå, hvor ingen andre mennesker har gået før, er helt utrolig i denne globaliserede tidsalder. Mange opdagelsesrejsende har i tidens løb sejlet forbi øen med de utrolige kalksten-formationer, huler og marmor-gletsjere. De vanvittige vejrforhold har dog tidligere gjort det umuligt at decideret udforske øen – men vi er godt klædt på og opfyldt af en konstant lyst til at undersøge, opdage og være på eventyr, fortæller Natalia Morata.

På disse længde- og breddegrader - 51° 25′ 0″ S, 75° 8′ 0″ W – er hverdagen i høj grad dikteret af vejret:

- Det giver ingen mening at kæmpe imod vejret. Regnen er helt ufattelig med sine 10 meters nedbør om året, og vinden er nogle gange på 120 km/t. Når vejret går amok, trækker vi os ind i vores nybyggede hytte – som vi selvfølgelig fjerner alle spor af, før vi vender tilbage til fastlandet til udgangen af februar. Hytten er på omkring 30 kvadratmeter og rummer et lille køkken, brændeovn og et bad. Derudover har vi to store telte til forråd og udstyr, en minihytte til strømgeneratoren og fem kuppeltelte, som er hævede over jorden, og hvor vi overnatter. Når vejret tillader det, stikker vi af sted i grupper og bruger 3-4 dage ad gangen på at udforske de steder og huler, vi i forvejen har lagt os fast på ud fra satellitfotos. Det er lykken, siger Natalia Morata.

Sammen med resten af ekspeditionsdeltagerne vil hun for evigt lagre minderne fra ”Ultima Patagonia” – og dele de brugbare, videnskabelige erfaringer med resten af verden. Dette gælder også for MASCOT, der vil anvende tilbagemeldingerne fra Diego de Almagro til den fortsatte udvikling af verdens bedste arbejdstøj – tested to work under ekstreme forhold ved verdens ende.

  • Des tas de bois pour la cabane...
 

Relevante links

 
Mascot International A/S · Julsøvej 100 · 8600 Silkeborg · Danmark · Tlf. 8724 4700 · Fax 8724 4701 · SE/CVR nr. 1386 3385

     
 Produktsøgning >   Find forhandler > 
     

Mascot International A/S
Julsøvej 100
8600 Silkeborg · Danmark

Tlf. 8724 4700
Fax 8724 4701
SE/CVR nr. 1386 3385