Vietnam

- det første land i verden med dansk vækstråd
Mænd & Kvinder - MASCOT Vietnam
22. Januar 2015
Handels- og udviklingsminister Mogens Jensen lancerer i disse dage det første af en række vækstråd rundt om i verden. MASCOT er repræsenteret i det nye vækstråd med direktør for MASCOT Vietnam, Thomas Bo Pedersen.
Vækstrådene består af repræsentanter for danske virksomheder og fagministerier og er en del af regeringens satsning på økonomisk diplomati og myndighedssamarbejde. De oprettes for at sætte yderligere skub i dansk handel og eksport.

»Med oprettelse af et vækstråd med danske virksomheder som Novo Nordisk og MASCOT, der allerede er til stede på markedet her i Vietnam, udnytter vi deres viden og kendskab til gavn for andre virksomheder og danske interesser,« siger Mogens Jensen.
Thomas Bo Pedersen har været direktør i MASCOT Vietnam, siden etableringen af den første fabrik i 2006: »I MASCOT Vietnam ser vi det nye vækstråd som en glimrende mulighed for at give input til det officielle Danmarks arbejde for at forbedre vilkårene for danske virksomheder i Vietnam,« siger Thomas Bo Pedersen og tilføjer: »Fra MASCOTs side har vi som noget af det første peget på behovet for forbedring af energiforsyningen og uddannelsessystemet, ikke mindst de tekniske uddannelser. Vi har allerede rigtigt gode erfaringer fra samarbejdet med Niels Brock, Teko og Syddansk Universitet, og jeg forstår, at andre danske uddannelsesinstitutioner også interesserer sig for mulighederne herude.«

Minister Mogens Jensen mødtes i går for første gang med det nye vækstråd, som omfatter virksomhedsrepræsentanter fra Novo Nordisk, Maersk, Mascot, Orana, ScanCom og Esoftflow, og han sagde: »Vietnam står for eksempel med nogle meget store udfordringer i forhold til energi. Her kan Klima- og Energiministeriet bidrage med rådgivning af vietnameserne om energieffektivitet og vedvarende energi, og dermed også være med til at bane vejen for danske virksomheder inden for vindmøller og energieffektive pumper," siger Mogens Jensen.

I Vietnam vil det konkrete myndighedssamarbejde blive understøttet af to danske vækstrådgivere. Den ene skal arbejde med fødevarer, energi og miljø, og den anden med sundhed, uddannelse og undervisning, udsendt i tæt samarbejde med Udenrigsministeriet og de respektive fagministerier.

Ud over Vietnam vil der i en pilotfase blive oprettet vækstråd i USA, Sydafrika, Brasilien og Frankrig.