Store udviklingsmuligheder hos international vækstvirksomhed

med danske værdier og rødder
Pårup - Tegning - 2016
28. September 2016

Midtjyske Mascot International har udviklet sig til at være en international og markedsførende virksomhed med en årlig omsætning i den høje ende af den nicifrede skala. Medarbejderne bliver i virksomheden i mange år, som følge af kulturen samt de spændende muligheder, som vækst bringer med sig.

Hvordan går en virksomhed fra i 1992 at have 17 ansatte til i 2016 at have 2.300 og være en international markedsleder med salgsorganisationer over store dele af verden? Ifølge MASCOT er det egentlig nogenlunde simpelt. Skal man tro MASCOTs administrerende direktør Michael Grosbøl, så har den ’ordentlighed’, der har været kendetegnende for virksomheden gennem alle årene, været altafgørende. »Alle medarbejdere, uanset hierarki og position, behandler hinanden med respekt. Vi går op i vores arbejde med liv og sjæl, og det gælder både ledelsen og alle andre ansatte. Men sammen med alt det her, så går vi meget op i at have en positiv kultur med fokus på at have gode menneskelige relationer til hinanden uanset, hvem man er. Og der er selvfølgelig nultolerance over for dårlig kollegial opførsel, og det ved jeg, folk godt kan lide«, siger Michael Grosbøl.

Også virksomhedens vindermentalitet og vilje til altid at gå efter det bedste er en afgørende faktor. Hos MASCOT går man efter at være nummer et. »Det skaber også et formidabelt sammenhold i virksomheden, for vi er meget bevidste om, at vi ikke kan skabe tingene selv, men at vi kun kan nå vores store ambitioner, hvis vi arbejder tæt sammen. Det gode kollegiale sammenhold er af grundene til, at medarbejdere bliver her i så mange år«, siger Michael Grosbøl. Han begyndte i virksomheden i 1992 og har været administrerende direktør de seneste 15 år. Det var hans forældre, der etablerede MASCOT i 1982.

Lang anciennitet

For medarbejdere bliver hos MASCOT i rigtigt lang tid. Personalegennemstrømningen er, som Michael Grosbøl formulerer det, meget lav. Det ses for eksempel i virksomhedens ledelse, hvor de medlemmer af direktionen, som har været der kortest tid, snart har 10 års jubilæum. Det ses også på de jævnlige fejringer af medarbejdere, der har 10 års jubilæum. En af grundene til at så mange medarbejdere bliver hos MASCOT i flere år, er virksomhedens ønske om at lade medarbejdere udvikle sig og prøve nye udfordringer. Hvis man formår at gribe chancen og leve op til de altid store forventninger, så er der næsten ingen grænser for, hvor den interne mobilitet kan føre en hen.
»Har du interessen, energien og evnerne, så er der rigtigt gode muligheder for at udvikle sig. Grunden til, at vi kan tilbyde den slags muligheder, er, at vi har konstant fokus på vækst. Når virksomheden vokser, bliver der opslået flere stillinger, man kan søge internt. Vi rekrutterer i høj grad internt til nye stillinger,« siger Michael Grosbøl.

MG - 2016

Internationalt snit

MASCOT har egne fabrikker i Vietnam og Laos, hvor ønsket om ordentlighed giver sig til udtryk ved dokumenteret social ansvarlig produktion. Desuden har virksomheden ansatte fra mere end 20 forskellige nationer. Der er tale om en international kultur, som smitter af på stemningen hos MASCOT.
»Det skaber en nysgerrighed i hele organisationen, at man samarbejder med mennesker, der kommer fra andre lande end Danmark. Samtidig er vi en dansk virksomhed, der er rodfæstet i danske værdier, og vi oplever, at vores udenlandske medarbejdere er rigtigt glade for at arbejde med vores værdisæt, uanset geografi og arbejdsposition«, siger Michael Grosbøl.