EU’s nye ambassadør i Laos besøger MASCOT

2020_Ina Marciulionyte_Poul Skov Pedersen_MASCOT Laos
6. November 2020
Ina Marciulionyte er tiltrådt som ny ambassadør for EU-repræsentationen i Laos for blot to måneder siden. På sit første besøg uden for hovedstaden Vientiane valgte hun bevidst at besøge MASCOT Laos. EU Repræsentationen er EUs ambassade og har til formål at forbedre relationerne med den laotiske regering og dets befolkning.

Med sig havde Ina Marciulionyte, ud over et antal medarbejdere fra EU-repræsentationen, repræsentanter fra ambassader for EU-lande, det laotiske Udenrigsministerium, Ministeriet for Industri og Handel, samt Ministeriet for Planlægning og Investeringer. Herudover deltog bestyrelsesmedlemmer og personale fra det europæiske handelskammer, der delvist er sponseret af EU-repræsentationen.

EU-ambassadøren ønskede med besøget at få et dybere kendskab til en af de toneangivende europæiske virksomheder i Laos og samtidig få et førstehåndsindtryk fra en industripark, der er under andre lovgivningsmæssige regler end det almindelige samfund. MASCOT havde derfor arrangeret en præsentation fra organisationen, der administrerer industriparken, som MASCOT er placeret i.

Under besøget var ambassadøren specielt interesseret i at få et indtryk af Laos som investeringsland, set fra en europæisk virksomheds synspunkt. Interessen gik derfor på hvilke udfordringer og muligheder MASCOT ser for andre europæiske virksomheder, der overvejer at etablere sig i Laos, og hvilke af MASCOTs erfaringer de kan drage fordel af.

Ambassadøren var glad for at høre om MASCOTs gode erfaringer med at drive en fabrik i Laos, om de stabile forhold og de dedikerede medarbejdere, som MASCOT har.

Efter præsentationen, fik de besøgende en rundvisning på fabrikken, hvor fremstillingsprocessen blev yderligere forklaret.

2020_Ina Marciulionyte_Poul Skov Pedersen_MASCOT Laos