MASCOT® WORKWEAR

MASCOT tildelt pris for produktlederskab blandt arbejdstøjsproducenter

24. oktober 2017
Som resultat af et omfattende analysearbejde på arbejdstøjsmarkedet fik danske MASCOT i går i London overrakt 2017 European Product Leadership Award.
Prisen blev givet af det anerkendte markedsanalysebureau Frost & Sullivan, der fastslår, at prisen er tildelt MASCOT for virksomhedens evne til at producere og levere relevante højkvalitetsprodukter og løsninger til målgruppen. Man nævner den nyligt lancerede arbejdstøjsserie til byggeri og håndværk, MASCOT® ADVANCED som eksempel.

MASCOT forstår kundernes behov
Medarbejdere i byggeri, håndværk og industri stiller store krav til deres arbejdstøj. Ifølge rapporten er det netop her, MASCOT gør en forskel ved at være opmærksom på de høje krav fra brugere af arbejdstøj. Tro mod virksomhedens arbejdsmetode og slogan TESTED TO WORK udvikles produkterne altid med fingeren på pulsen og med involvering af målgruppen: »Denne tilgang sikrer, at MASCOTs arbejdstøj proaktivt opfylder og overgår kundens behov, når det kommer til detaljer, funktionalitet og æstetik, hvilket resulterer i høj kundetilfredshed«, står der i analysen fra Frost & Sullivan.


MASCOTs ledelse var taget til London for at modtage prisen. Fra venstre: Salgsdirektør for Norden Henrik Bach, Økonomidirektør Anders Ryberg, Administrerende direktør Michael Grosbøl, Forretningsudviklingsdirektør Niels Høigaard Hald, Eksportdirektør Kurt Madsen.

En blåstempling af arbejdsmetoden
Administrerende direktør for MASCOT, Michael Grosbøl var sammen med den øvrige ledelse taget til London for at modtage prisen. Han fortæller, hvorfor han er særligt glad for at modtage en pris, der hylder produktkvalitet og produktinnovation. »Arbejdstøjsbranchen består efterhånden af mange producenter og leverandører, og der er stor konkurrence. Derfor er det en stor ære, at Frost & Sullivan fremhæver MASCOT som værende globalt bedst til at levere kvalitetssikrede og fremtidssikrede produkter til målgruppen. Jeg ser det også som en blåstempling af MASCOTs fokus på at fremstille de bedste, mest holdbare produkter, ikke de billigste. Arbejdstøj, der holder længe, og som på alle måder performer og passer til kundens hverdag, giver value-for-money for kunderne – både på kort og på lang sigt.«, siger Michael Grosbøl.
Han tilføjer, at han også ser prisen som en anerkendelse af den måde, man hos MASCOT udvikler produkter med mantraet: »Vi følger ikke trenden. Vi sætter den«.

Kvalitet er en bevidst strategi
Den høje produktkvalitet sikres gennem virksomhedens TESTED TO WORK-program, hvor produkterne bliver underkastet en grundig kvalitetskontrol før, under og efter produktionen. Langt de fleste MASCOT-produkter fremstilles på egne, CSR-certificerede fabrikker i Vietnam og Laos. Alene i produktionen i Vietnam beskæftiger 70 medarbejdere sig udelukkende med kvalitetskontrollen af produkterne. Produktion i MASCOTs eget regi og med europæisk ledelse har ikke kun en positiv effekt på sikringen af produktkvalitet. Det giver også kunden mulighed for at vælge produkter, der er fremstillet på fabrikker med dokumenteret socialt ansvarlig produktion.

Ikke kun produkter, men også løsninger
»MASCOTs kompromisløse holdning til kvalitet er tæt forbundet med virksomhedens strategiske mål om ikke kun at producere og levere det bedste arbejdstøj. Man har også som mål at levere de bedste løsninger, der gør det nemt for både forhandlere og slutbrugere at finde og købe de rette produkter«, skriver Frost & Sullivan i rapporten. Og det er netop en succesfaktor i branchen ifølge Frost & Sullivan, der pointerer, at serviceløsninger, effektiv logistik og leveringssikkerhed også er vigtigt for kunderne. Her er MASCOT ligeledes blandt de førende inden for arbejdstøjsmarkedet med sine prisbelønnede e-handelsløsninger til forhandlere og slutkunder.

MASCOT er overbevisende på alle områder
Baggrunden for udvælgelsen af MASCOT var en omfattende rapport, foretaget af Frost & Sullivan, om det europæiske arbejdstøjsmarked og en 360 graders analyse af de mest betydningsfulde producenter. På samtlige parametre af analysen fandt man MASCOT overbevisende i branchen, ikke mindst takket være det »stærke fokus på kvalitet, design og kundeorienterede serviceløsninger«. Og Michael Grosbøl lover, at man også i fremtiden kan have højre forventninger til MASCOT: »Vi er beærede over at modtage en så ærefuld pris. Men det får os ikke til at hvile på laurbærrene. Tværtimod vil vi med stor entusiasme fortsætte i samme strategiske spor og forsøge at udbygge førerpositionen ved at skabe netop de arbejdstøjsløsninger, der gennem høj kvalitet, investeringer og innovation giver det mest værdifulde udbytte for kunderne.«

Om MASCOT
MASCOT er en dansk virksomhed med en skandinavisk mentalitet og eksport til det meste af verden. Medarbejderne møder på arbejde i Danmark, Vietnam, Tyskland og 14 andre lande med en og samme mission: At udvikle, producere, markedsføre og sælge verdens bedste arbejdstøj og sikkerhedsfodtøj.

Om prisen
»Modtagelsen af Frost & Sullivan Product Leadership Award er en overbevisende, tredjeparts validering af en virksomheds vækststrategi og -udførelse. MASCOTs Best Practices Award er et meget klart signal til medarbejdere, investorer, kunder og offentligheden om, at MASCOT fremstiller brancheledende kvalitetsprodukter på arbejdstøjsmarkedet«, hedder det i rapportresumeet.
MASCOT var også modtager af Frost & Sullivans 2006 Product Quality Leadership Award. MASCOT har dermed ifølge Frost & Sullivan været ledende på arbejdstøjsmarkedet inden for produktkvalitet gennem mere end 10 år.


MASCOTs senest lancerede arbejdstøjserie hedder MASCOT® ADVANCED. Den er netop et konkret resultat af MASCOTs tætte kontakt til brugerne og opfyldelsen af deres behov, ifølge Frost & Sullivan. Navnet på serien henviser til det avancerede design, den ubegrænsede bevægelsesfrihed og de fremtidssikrede materialer - med blandt andet 100% firevejsstretch i seriens bukser.

Administrerende direktør Michael Grosbøl holder sin takketale.

 
Mascot International A/S · Julsøvej 100 · 8600 Silkeborg · Danmark · Tlf. 8724 4700 · Fax 8724 4701 · SE/CVR nr. 1386 3385

     
 Produktsøgning >   Find forhandler > 
     

Mascot International A/S
Julsøvej 100
8600 Silkeborg · Danmark

Tlf. 8724 4700
Fax 8724 4701
SE/CVR nr. 1386 3385