MASCOT indgår hovedsponsorat

    Silkeborg IF - Sponsor
    Tue, 30 Aug 2011

    MASCOT har indledt et omfattende sponsorsamarbejde med Silkeborg IF Invest A/S. Ikke alene står MASCOT i de næste år som klubbens hovedsponsor. Fremover vil Silkeborg Stadion hedde MASCOT PARK.

    Foreløbig foreligger der en aftale mellem Silkeborg IF Invest A/S og Mascot International A/S til og med udgangen af 2013, og det er en meget glad Michael Grosbøl, adm. direktør for MASCOT, der fortæller lidt om baggrunden.

    SIF er vores hold

    »Silkeborg IF er den lokale sportslige stolthed – VORES superligahold. Det er meget glædeligt, at vi har muligheden for at støtte klubben, og vi glæder os til samarbejdet i de næste år. For MASCOT har aftalens kommercielle aspekt naturligvis stor betydning. MASCOT er blevet kåret som Europas bedste producent af kvalitetsarbejdstøj, og den nationale eksponering, som MASCOT får med sponsoratet, er helt afgørende. Vi ser frem til, at hele Danmark kommer til at lære MASCOT bedre at kende. Og hos SIF får man forhåbentlig nu den fornødne arbejdsro, så der kan sættes fokus på de sportslige resultater«, udtaler Michael Grosbøl.

    Stolthed at lægge navn til stadion

    Michael Grosbøl kalder SIF en professionel og visionær samarbejdspartner, og det er blot en af flere grunde til at indgå et mere omfattende samarbejde.»Det er vigtigt med lokal forankring, og MASCOT ser det som en vigtig opgave at støtte lokale aktiviteter. Da SIF stod uden hovedsponsor var det oplagt for os at springe til, og vi er meget stolte over fremover at lægge navn til byens stadion, MASCOT PARK. Samtidig ser jeg mange muligheder i samarbejdet, og jeg håber og tror, at både SIF, vores kunder og ’mascotterne’ (MASCOTs ansatte) vil motiveres af samarbejdet«, siger han.

    MASCOT® WORKWEAR - Silkeborg IF

    SIF: Skelsættende aftale

    Hos Silkeborg IF Invest A/S kalder man sponsoraftalen skelsættende, og den hilses særdeles velkommen af adm. direktør Kent Madsen fra Silkeborg IF Invest A/S: »Vi har haft en meget positiv dialog med MASCOT om hovedsponsoratet i et stykke tid, og vi er glade for og stolte af, at vi i dag præsenterer et lokalt forankret hoved- og stadionsponsorat med MASCOT. Vi har at gøre med en i forvejen mangeårig samarbejdspartner, der med sine ambitioner, resultater og sunde værdier er et perfekt match for os i Silkeborg IF. Synergien vil vokse for begge parter i de kommende år, siger Kent Madsen.

    Samarbejdet mellem SIF og MASCOT er ikke nyt. Siden 2005 har kontrollører og servicepersonale på Silkeborg Stadion været iklædt tøj fra MASCOT, der har været sponsor i SIF i en endnu længere årrække. MASCOT var i øvrigt allerede kampsponsor med navnet placeret på SIFs spilletrøjer i forgangne søndags kamp mod FCK i Parken.

    Michael Grosbøl - 2011
    Kent Madsen - 2011
    Michael Grosbøl
    Adm. direktør
    Mascot International A/S
    Kent Madsen
    Adm. direktør
    Silkeborg IF Invest A/S