MASCOT indgår hovedsponsorat med danske GMB Motorsport

    GMB Motorsport sponsorat
    Mon, 25 Apr 2022

    Vi er stolte over at kunne meddele, at vi har indgået et hovedsponsoratet med det nye danske motorsportshold GMB Motorsport, som i den kommende sæson vil være iklædt produkter fra MASCOT® ACCELERATE-serien.

     

    GMB Motorsport har en klar målsætning om, at de vil være de bedste. Den stræben efter at være de bedste, deler vi hos MASCOT. Vi stræber konstant efter udviklings- og forbedringsmuligheder, og ligeledes ønsker vi at være de bedste indenfor vores branche. Derfor ser vi samarbejdet med GMB Motorsport, som i øvrigt ligesom MASCOT har tilknytning til Silkeborg, som et noget nær perfekt match.

     

    ”Gennem vores mangeårige engagement i motorsport ved vi, at det kræver passion og dedikation at komme først over målstregen. I jagten på den hurtigste omgangstid arbejder GMB Motorsport både professionelt og perfektionistisk, hvilket matcher vores Tested to Work-tilgang. Derudover er jeg glad for, at vi med vores sponsorat kan være med til at støtte op om udviklingen af nogle af fremtidens danske – og forhåbentligt også internationale – motorsportsstjerner”, fortæller MASCOTs administrerende direktør Michael Grosbøl.

     

    Arbejdstøj uden begrænsninger

    Udover MASCOT-logoer på GMB Motorsports biler og køredragter vil medarbejdere i teamet, i den kommende sæson, bære MASCOT-arbejdstøj i ULTIMATE STRETCH, som sikrer alle medarbejdere fuld bevægelsesfrihed og optimal komfort. Tøjets høje slidstyrke sikrer desuden, at teamet har optimale arbejdsbetingelser, når de skal performe.

     

    Om det kommende samarbejde fortæller Casper Elgaard, teamchef hos GMB Motorsport: ”I motorsport kan selv den mindste detalje være afgørende for succes, og vi går aldrig på kompromis med vores udstyr – hverken til biler eller medarbejdere. Vi er derfor naturligvis glade for at kunne indgå i et samarbejde med MASCOT, hvor vi ved, at produkterne opfylder, og endda nogle gange overstiger, vores krav og forventninger.”

     

    Om GMB Motorsport

    Danmarks nye motorsportshold GMB Motorsport er skabt for at gøre en forskel inden for dansk motorsport. Deres primære fokus er talentudvikling, hvor de hjælper unge talenter med at udvikle sig fra spirende talenter i gokart til førsteklasses kørere i standardvognklasserne TCR og GT3 samt på den store internationale motorsportsscene på Le Mans. Talentudvikling spiller også en stor rolle inden for mandskabet, hvor de fx har fokus på at udvikle unge talentfulde mekanikere.

    GMB Motorsport 2022 sponsorat