Danmarks udenrigsminister på besøg

    Kristian Jensen
    Tue, 11 Oct 2016

    Danmarks udenrigsminister Kristian Jensen besøgte MASCOT Vietnam i dag. Ministeren viste stor interesse for at se nærmere på, hvordan MASCOTs produkter bliver til.

    Kristian Jensen var især interesseret i at høre om den meget grundige kvalitetskontrol af både råvarer og sy-processer og ikke mindst de gode arbejdsforhold.
    Udover rundvisningen havde ministeren og hans embedsmænd en timelang samtale med MASCOT Vietnams direktør Thomas Bo Pedersen og IT- og Logistikdirektør Lars Spang Kjeldsen om MASCOTs erfaringer med at drive virksomhed i Vietnam.

    MASCOT Vietnams direktør Thomas Bo Pedersen tager imod udenrigsminister Kristian Jensen og resten af delegation, da de ankommer til MASCOT tidligere i dag. Med i velkomstkomitéen er øvrige medarbejdere fra MASCOT: Direktionsassistent Phan My Ha, Økonomichef Nguyen Van Hung, IT- og Logistikdirektør Lars Spang Kjeldsen og HR- og administrationschef Trinh Thuy Mai.

    Vietnam - 2016 - Kristian Jensen

    Hos MASCOT er det altid en fornøjelse at åbne dørene for besøg. Samtidig er det en god lejlighed til at drøfte muligheder og udfordringer. MASCOT Vietnams direktør Thomas Bo Pedersen siger om besøget: »Det er til stor nytte for os som virksomhed, når det officielle Danmark kommer på besøg i Vietnam. Vi forstod på udenrigsministeren, at han har bragt de udfordringer, vi har som virksomhed i Vietnam, blandt andet med korruption, op overfor både den vietnamesiske premierminister og udenrigsminister. Det er godt, at Danmark benytter enhver lejlighed til at tale danske virksomheders sag herude«.

    Danmarks ellers meget velklædte udenrigsminister fik også suppleret garderoben med en lille overraskelse fra MASCOT: En gedigen, temperatur-regulerende MASCOT® Frontera-vinterjakke til de kolde måneder i Danmark. Udenrigsministeren var ledsaget af blandt andet Danmarks Eksportråds direktør Lars Thuesen og Danmarks ambassadør i Vietnam, Charlotte Laursen.

    2016 - Kristian Jensen - MASCOT® WORKWEAR

    Besøget hos MASCOT var et led i Kristian Jensen korte rundtur i Vietnam og Thailand. I en pressemeddelelse fra udenrigsministeriet tidligere på ugen udtaler Kristian Jensen, at formålet med virksomhedsbesøgene er følgende:
    »Danske virksomheder kan levere løsningerne på nogle af de store udfordringer i Sydøstasien - bæredygtige byer, vedvarende energi, miljø og sundhed. Vi er allerede godt på vej med vækstrådgivere og vækstmarkedsstrategi i Vietnam og stærke danske virksomheder i begge lande, men konkurrencen er hård. Jeg vil arbejde aktivt for at endnu flere danske virksomheder får en fod indenfor på de vækstende sydøstasiatiske markeder, og sætte handel og markedsadgang på dagsordenen i mine møder med regeringer og virksomheder. Besøget skal også bruges til at skubbe på for nye frihandelsaftaler med regionen – det er en afgørende for at skabe udvikling og beskæftigelse«.

    2016 - Kristian Jensen