Æresmedaljen blev uddelt af Planlægnings- og Investeringsministeren Nguyen Chi Dung. Ministeriet anerkender Thomas Bo Pedersens personlige rolle som erhvervsleder i at bidrage til Vietnams udvikling og som en stemme for virksomhedernes sociale ansvar i Vietnam.
MASCOT har haft produktion i Vietnam i ti år. Den første fabrik blev indviet i 2008 efter 11 måneders byggeri, og MASCOT beskæftiger i dag 1600 medarbejdere på hele tre fabrikker i Nordvietnam. Vietnam har gennem alle årene haft et godt investeringsklima og en veluddannet og flittig arbejdskraft, og det har tiltrukket utallige udenlandske investorer til landet, der har oplevet et kæmpe boom det seneste årti.
Thomas Bo Pedersen er oprindeligt fra Danmark, men har boet og arbejdet i Vietnam gennem de seneste 16 år, heraf 12 hos MASCOT. Han siger om dagens æresmedalje: »Det har været et fantastisk privilegium at være med til at etablere udviklende arbejdspladser for hundredvis af kolleger her i Sydøstasien og at være en del af MASCOTs succesfulde udvikling i det seneste årti. Vietnam har med de mange især udenlandske investeringer taget et stort udviklingsmæssigt spring eksempelvis målt på arbejdsforhold, og det er en god fornemmelse at vide, at vi med de stærke, europæiske MASCOT-værdier har været med til at påvirke dette. Og der er virkeligt mange mennesker, der har deres andel i at dette er blevet etableret. Medaljen er givet til alle ’mascottere’ i Vietnam, Laos, Danmark og andre steder.«
Ud over de tre vietnamesiske fabrikker, der ligger tæt på hinanden, har MASCOT siden 2013 også haft produktion i Vietnams naboland Laos, hvor 700 MASCOT-ansatte i dag producerer arbejdstøj og sikkerhedstøj til byggeri, industri, produktion og transportsektoren i hele verden. I både Vietnam og Laos er MASCOT i øjeblikket i gang med at udvide kapaciteten, så endnu mere arbejdstøj kan produceres under gode forhold og med de højeste internationale standarder inden for socialt ansvar (CSR) med certificeringen SA 8000. Som nordeuropæisk virksomhed virker det helt naturligt at etablere produktion med gode europæiske arbejdsforhold, der også inkluderer gratis frokostordning og gratis lægeklinik, men det bliver fortsat bemærket i lande som Vietnam og Laos, og det er æresmedaljen et bevis på.
I årenes løb har MASCOT modtaget flere priser for engagementet i socialt ansvarlige og respektfulde arbejdsforhold. Ud over forskellige priser til virksomheden modtog Thomas Bo Pedersen tilbage i 2011 Prins Henriks Æresmedalje for vedholdende CSR-engagement, uddelt af HKH Kronprins Frederik.