Stor succes

    Royal visit - MASCOT 2009
    Wed, 04 Nov 2

    Regentparret besøgte i går, 4. november, MASCOTs fabrik i Vietnam. MASCOT fik samtidig en hæderspris af de vietnamesiske myndigheder for at være en forbilledlig investor.

    »Vietnam har udviklet sig til et rigtigt godt land at investere i!« Sådan lød beskeden fra Mascot International A/S’ administrerende koncerndirektør, Michael Grosbøl, til Hendes Majestæt Dronningen og Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen, da regentparret i dag besøgte MASCOTs fabrik og logistikcenter nær hovedstaden Hanoi. Regentparret var ledsaget af en talstærk delegation fra blandt andet de danske erhvervsorganisationer og Danmarks Eksportråd under Udenrigsministeriet.

    Myndighederne: En mønstervirksomhed

    I Hai Duong-provinsen etablerede MASCOT sig som pionér for tre år siden på en rismark, der siden da er blevet til en fuldt udbygget industrizone. I dag driver MASCOT her, hvad de vietnamesiske myndigheder betegner som en mønstervirksomhed og et forbillede for andre investorer. Det skyldes, at MASCOT konsekvent satser på internationale standarder inden for blandt andet arbejdsmiljø og sundhedsprogrammer for de mere end 700 medarbejdere.

    Vietnam gennem omfattende proces

    »Vietnam er blevet et fantastisk godt land at investere i. Hvis man er villig til at afsætte de nødvendige midler og en rimelig mængde energi, så er der grobund for succes. Det viser vore erfaringer«, sagde Michael Grosbøl til regentparret. MASCOTs investeringsprojekt blev gennemført på under to år fra ide til en fuldt udbygget fabrik, hvor både udstyr og personale var på plads. »Det kunne ikke lade sig gøre, hvis ikke de vietnamesiske myndigheder havde været gennem en omfattende proces med modernisering af erhvervslovgivningen. Da vi kom til Vietnam første gang for 10 år siden for at finde underleverandører, var det en helt anden verden«, forklarer Michael Grosbøl.

    Støtte fra det officielle Danmark

    MASCOTs direktør fremhæver også, at projektet er et eksempel på, hvad der kan komme ud af et tæt samarbejde med det officielle Danmark. »Vi har benyttet os af muligheden for at bruge ambassaden i Hanoi og Danmarks Eksportråd som meget aktive medspillere i processen. Som et resultat heraf har vi som den første – og foreløbig eneste udenlandske virksomhed – fået licens til at drive eget toldlager med indbygget kvalitetskontrol af vore råvarer. Jeg tror ikke, at dette var lykkedes uden massiv støtte fra det officielle Danmark«, siger Michael Grosbøl.

    Hæderspris for gode arbejdsforhold

    Under regentparrets besøg fik administrerende koncerndirektør, Michael Grosbøl, og direktør for Mascot International Vietnam, Thomas Bo Pedersen, overrakt en hæderspris af forkvinden for Hai Duong provinsens folkekomite, Nguyen Thi Minh. »Mascot Vietnams ledelse og medarbejdere har gjort en fremragende indsats – ikke blot som en meget effektiv investor. MASCOT har samtidig formået at skabe en arbejdsplads af meget høj kvalitet«, siger Nguyen Thi Minh.

    Medarbejdernes egen sundhedsklinik

    De vietnamesiske myndigheder har hæftet sig ved MASCOTs moderne sikkerhedsorganisation, hvor alle medarbejdere får systematisk træning. Samtidig bruger MASCOT kræfter på forebyggende sundhedsarbejde. Virksomheden har egen sundhedsklinik. Virksomhedens læge og sygeplejersker gennemfører løbende informationskampagner om sygdomsforebyggelse, eksempelvis vedrørende ernæring, personhygiejne og risikoen for HIV/Aids-smitte, som også er et problem i Vietnam.

    Meget høj effektivitetsgrad

    Desuden har MASCOT indledt et samarbejde med færdselspolitiet om undervisning i trafiksikkerhed for at hjælpe med at nedbringe det uhyggeligt store antal færdselsuheld i Vietnam. »Vi bliver med jævne mellemrum spurgt, hvorfor vi bruger ressourcer på alt dette. Svaret er enkelt. Det betaler sig at behandle medarbejderne ordentligt. Vores effektivitetsgrad på fabrikken er 2-3 gange højere end landsgennemsnittet i Vietnam«, konkluderer Michael Grosbøl.