Trafiksikkerhedskursus hos MASCOT Laos

2020_ MASCOT Laos - Trafic safety course - 1300 employees
5. Oktober 2020
MASCOT har for nyligt organiseret et trafiksikkerhedskursus for de 1.300 ansatte på fabrikken i Laos.

MASCOT organiserer gratis minibusser for de ansatte i Laos, når de skal på arbejde. Nogle ansatte vælger dog at benytte deres egen motorcykel, da de synes, at det for dem er en nem og fleksibel måde at komme på arbejde. Men også mange af de ansatte, der benytter sig af MASCOTs gratis minibusser, har motorcykler, som de anvender i deres fritid.

Husk hjelmen og forebyg risici

For at forebygge eventuelle trafikuheld, når vores ansatte kører på motorcykel, besluttede vi at afholde et trafiksikkerhedskursus for alle ansatte. Vi inviterede derfor trafikpolitiet fra Vientiane Kommune til MASCOT for at afholde et kursus for vores ansatte.

Kurset fokuserede på lovgivning, og generelle trafiksikkerhedsregler såsom brug af styrthjelm. Trafikpolitiet underviste herudover i metoder til at identificere potentielle risici ved forskellige trafiksituationer, og hvorledes de undgås.

Opfølgende trafikoplysningsarbejde

Herudover vil personaleafdelingen af og til kontakte medarbejdere, der ankommer kørende på motorcykel til vores fabrik om morgenen uden at bruge styrthjelm. Her vil vi fortælle dem om den øgede sikkerhed, som brug af styrthjelm giver dem. Det er lovpligtigt at anvende styrthjelm for både køreren og passagerer. Bøden for ikke at anvende styrthjelm er 30.000 laotiske kip, hvilket svarer til 3 US$ eller cirka 20 danske kr.

Motorcyklen er et afgørende transportmiddel

Motorcykler er et meget populært transportmiddel i Laos, da de er meget billigere end biler og samtidig bruger lang mindre benzin end biler. Desuden skal man kun være 15 år for at måtte køre motorcykel. I hele landet er der estimeret 1,8 mio. motorcykler, der skal ses i forhold til en befolkning på 7,1 mio. personer. Af de 1,8 mio. motorcykler er cirka 700.000 registreret i hovedstaden Vientiane. Der er cirka 10 gange så mange motorcykler som almindelige personbiler i Laos.


2020_ MASCOT Laos - Trafic safety course - 1300 employees