Når MASCOT finder og udvælger metervarer til nye produkter, sker det på baggrund af et stort analysearbejde. Materialer udvælges til bestemte brugssituationer, når deres forskellige egenskaber lever op til kravene hos MASCOT og målgruppen.
MASCOT har egne laboratorier i både Danmark og Vietnam. Her udføres fysiske og kemiske tests på en lang række standardiserede maskiner for at sikre kvaliteten af fx produkternes slidstyrke, råvarens riv- og brudstyrke, farveægthed, krymp, formstabilitet og vægt. Ligeledes testes hvordan sved påvirker farverne på tøjet, og hvor mange påvirkninger tøjet tåler, før der udvikles pilling (fnuller). Maskinerne kører dag og nat, året rundt.
Testene gennemføres i overensstemmelse med internationale standarder, så testresultaterne direkte kan sammenlignes med fx leverandørers resultater. MASCOT tester også løbende de ældre stofkvaliteter. Der tages stikprøver på hver eneste leverance, så vi er sikre på, at de høje kvalitetskrav kontinuerligt overholdes. Det er også, hvad Tested to work handler om.